(Man må gerne lytte til Bruce Springsteens sang: Glory Days medens man læser) Af Christian Gubi, filosof For kort tid siden var jeg til et jubilæum. Det var 50 år siden vi var gået ud af folkeskolen. Det var virkeligt dejligt igen at møde gamle klassekammerater, genopfriske minder og genfortælle gamle skrøner. Men i mit baghoved kørte Bruce Springsteens sang ’Glory Days’. Der er noget forførende enkelt ved den sang. Den kører derudad som en god aften i baren: guitaren hugger, trommerne skubber, og omkvædet giver os fornemmelsen af at høre sammen om et fælles minde. Men under den velkendte rockpuls ligger en af de ældste menneskelige erfaringer: at tiden går, og at vi prøver at gøre den forståelig ved at binde den til historier. Sangen kredser om mennesker, der vendte sig om, fordi fremad var for svært, eller fordi fortiden stadig talte varmere og tydeligere end den grumsede, regnvåde hverdag. Spørgsmålet er: hvornår er det klogt at lade fortiden varme hænderne, og hvornår brænder man s

Af Christian Gubi, filosof Sætningen er kort, elegant og – indrømmet – en lille smule eksplosiv. Den lyder som noget, der kunne stå på en mulepose i en hip boghandel, men den er i virkeligheden dynamit for en hel måde at tænke på. Hvad mener Simone de Beauvoir? Og hvorfor bliver sætningen ved med at være ubehageligt relevant, selv i et samfund, der bryster sig af ligestilling, café latte og barselsordninger? Lad os begynde i barneværelset. Der ligger en nyfødt med en utrolig lille hue, og vi voksne kaster os straks over etiketterne: blå eller lyserød, traktor eller enhjørning, vild eller sød. Ingen baby har lært at brokke sig over ulige løn, eller over at blive afbrudt i et møde. Men alligevel begynder vi at træne den lille i et sæt manuskripter med verbale og tavse instruktioner: sådan står man, sådan taler man, sådan pjatter man, sådan lider man, sådan smiler man. De Beauvoirs pointe er ikke, at kroppen er ligegyldig – hun var alt andet end blind for krop, begær og biologi – men at b

(Man må gerne lytte til Beethovens 5. Symfoni medens man læser indlægget) Af Christian Gubi, filosof Spørgsmålet lyder uskyldigt, men det bærer et tungt bagtæppe. For i det øjeblik vi siger “skæbne”, antyder vi, at noget – måske guder, måske en anonym kosmisk magt – har lagt vejen for os. Der er i ordet en duft af forudbestemmelse, som om livets hændelser lå gemt i et forseglet brev, der blot ventede på at blive åbnet. De nordiske norner spandt tråden, siges det; længden var forskellig, knuderne forudbundne. Det er en mægtig tanke, for den gør livet til en historie, der altid har en forfatter, selv når vi ikke selv føler os i stand til at skrive. W.C. Fields lavede engang en kortfilm, der fik den danske titel: ”Øllet blev hans skæbne” (på engelsk hedder den The Fatal Glass of Beer). Filmen omhandler en mand, der falder i alkoholen, derfra går hans liv ned ad bakke. Her betyder skæbne: en bestemmelse af ens livs videre førelse. Skæbne kan være det vi gør ved det, vi møder. W.C. Fields’

Machiavelli: "En fyrste ... bør ikke afvige fra det gode, hvis det er muligt, men han bør vide, hvordan man gør ondt, hvis det er nødvendigt." Af Christian Gubi, filosof Det lyder som en rettesnor for en mafiaboss, mere end for en statsmand. Alligevel kommer sætningen fra Niccolò Machiavelli, renæssancens måske mest misforståede politiske tænker. Hvorfor hænger sådan en barsk opfordring stadig ved os? Måske fordi den rammer et punkt, hvor moralens rene idealer møder virkelighedens knytnæver. Og det møde er sjældent pænt. Lad os begynde med konteksten. Machiavelli skrev i en tid, hvor italienske bystater blev revet itu af krige, intriger og udenlandske magter. Fyrster faldt som dominobrikker. I den virkelighed var dyd ikke bare vanskelig; den kunne være livsfarlig. Når Machiavelli siger, at fyrsten bør være god, hvis det er muligt, åbner han faktisk med en moral norm: Gør det gode. Men han holder døren på klem for en barsk realisme: Hvis det gode ikke kan sikre staten, så må det onde må

Af Christian Gubi, filosof “Er det kunst?” spørger du, med den lidt irriterede følelse man får, når man ser et værk, som tilsyneladende kunne være lavet af et barn. “Det kunne mit 5-årige barn have lavet!” Lyder kritikken. Den sætning er blevet en slags refleks, et lille færdigt svar man kan trække op, når man vil afvise noget som prætentiøst, tomt eller simpelthen dårligt. Men den rører ved noget vigtigt: Hvad gør egentlig et værk til kunst? Er det kunstnerens erklæring? Beskuerens smag? Navnet på etiketten? Eller ligger det i selve værket, som en slags indebrændt gnist? Lad os begynde med den populære tanke: “Kunst er, hvad kunstneren siger er kunst.” Den har et gran af sandhed, men den er også utilfredsstillende. For hvis det kun var kunstnerens ord, der gjorde det til kunst, kunne vi kalde alt for kunst, og intet ville skille sig ud. Det er ikke sådan, vi faktisk lever med kunst. Vi skelner, diskuterer, forklarer, argumenterer, og det gør vi, fordi kunst ikke er en privat tilstand,

Af Christian Gubi, filosof Hele citatet lyder således: ”Oplysning er menneskehedens udgang fra sin selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglende evne til at bruge sin forstand uden vejledning fra en anden. Denne umyndighed er selvforskyldt, hvis dens årsag ikke ligger i manglende forstand, men i mangel på beslutsomhed og modet til at bruge den uden vejledning fra en anden." Når Kant skriver, at oplysning er menneskehedens udgang fra sin selvforskyldte umyndighed, sætter han fingeren på noget både radikalt og ubehageligt: at det ofte ikke er vores manglende evner, men vores manglende mod, der holder os fast i afhængighed af andre. Selvforskyldt umyndighed – det lyder hårdt. Men han vil noget afgørende: at minde os om, at myndighed ikke kun er en juridisk eller social status, men en indre holdning. Det handler om at turde bruge sin forstand, uden at stå på krykker leveret af præster, lærere, eksperter eller algoritmer. “Hav mod til at bruge din egen forstand,” er ikke en livslang sk